Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Selskabsmeddelelse nr. 3 2017/18
København, den 2. maj 2017

Indkaldelse til ordinær generalforsamling
Scandinavian Private Equity A/S afholder ordinær generalforsamling mandag den 29. maj 2017, kl. 16.00 på adressen Axel Towers, Axeltorv 2, 1609 København V (hos Gorrissen Federspiel – mulighed for parkering i parkeringskælderen under Axel Towers med indkørsel fra Jernbanegade).

Dagsorden:

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år
  2. Fremlæggelse af revideret årsrapport til godkendelse
  3. Godkendelse af bestyrelsens vederlag for 2017/18
  4. Meddelelse af decharge for bestyrelse og direktion
  5. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud
    Bestyrelsen foreslår, at årets overskud på DKK 41,4 mio. anvendes således, idet der foreslås udbetalt et udbytte på DKK 1.000 pr. aktie a nominelt DKK 1.000:

    Forslag til udbytte DKK 43,5 mio.
    Ekstraordinært udbytte vedtaget i løbet af regnskabsåret DKK 195,7 mio.
    Overførsel til næste regnskabsår DKK -197,8 mio.

  6. Bemyndigelse til opkøb af egne aktier
    Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier, idet selskabets samlede beholdning af egne aktier efter erhvervelsen ikke må overstige 20 % af selskabskapitalen. Vederlaget for egne aktier må ikke afvige med mere end 10 % fra den officielle kurs noteret på Nasdaq Copenhagen på erhvervelsestidspunktet.
  7. Forslag fra bestyrelsen

    1) Ændring af vedtægternes pkt. 10.1
    Bestyrelsen foreslår, at aldersgrænsen for bestyrelsesmedlemmer ophæves. Vedtægternes pkt. 10.1, der har følgende ordlyd:

    ”Selskabet ledes af en bestyrelse på tre-fire medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsens medlemmer vælges for et år ad gangen, og genvalg kan finde sted. Bestyrelsesmedlemmer skal fratræde på den første ordinære generalforsamling efter bestyrelsesmedlemmets fyldte 70 år.”

    erstattes med følgende ordlyd:

    ”Selskabet ledes af en bestyrelse på tre-fire medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsens medlemmer vælges for et år ad gangen, og genvalg kan finde sted.”

  8. Valg af bestyrelse
    Alle selskabets generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er på valg. Bestyrelsen foreslår genvalg af Henning Kruse Petersen, Niels Heering og Henrik Lind.

    En beskrivelse af kandidaternes baggrund og ledelseshverv kan findes i årsrapporten for 2016/17 samt som bilag til de fuldstændige forslag.

    De opstillede kandidater anses alle for uafhængige.

  9. Valg af revisor
    Bestyrelsen foreslår genvalg af Grant Thornton Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.
  10. Bemyndigelse til dirigenten
  11. Eventuelt

Vedtagelseskrav
Punkt 7.1 på dagsordenen kræver tiltrædelse af 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede kapital. De øvrige forslag på dagsordenen kan vedtages med simpel majoritet.

Selskabskapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret
Selskabets aktiekapital udgør DKK 43.486.000, fordelt på aktier à DKK 1.000 eller multipla heraf. Hvert nominelt aktiebeløb på DKK 1.000 giver én stemme.

Registreringsdatoen er mandag den 22. maj 2017.

Aktionærer, der besidder aktier i selskabet på registreringsdatoen, har ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har løst adgangskort som beskrevet nedenfor.

Bestilling af adgangskort
Adgangskort kan bestilles senest onsdag den 24. maj 2017 på følgende måder:

  • ved elektronisk tilmelding på www.vp.dk/gf,
  • ved henvendelse til selskabet på tlf. 70 25 10 55 eller på adressen Sankt Annæ Plads 13, 3., 1250 København K, eller
  • ved at ringe til VP Investor Services A/S på tlf. 43 58 88 93.

Fuldmagt
Aktionærer kan afgive fuldmagt til bestyrelsen eller tredjemand senest onsdag den 24. maj 2017.

Fuldmagt kan afgives elektronisk på www.vp.dk/gf.

Fuldmagtsblanket kan også downloades fra selskabets hjemmeside www.speas.dk. Den skal i udfyldt og underskrevet stand sendes til VP Investor Services A/S pr. post til adressen Weidekampsgade 14, 2300 København S, eller som scannet version til vpinvestor@vp.dk.

Brevstemme
Aktionærer kan stemme skriftligt ved brev senest fredag den 26. maj 2017 kl. 12.00.

Brevstemmen kan afgives elektronisk på www.vp.dk/gf.

Brevstemmeblanket kan også downloades fra selskabets hjemmeside www.speas.dk. Den skal i udfyldt og underskrevet stand sendes til VP Investor Services A/S pr. post til adressen Weidekampsgade 14, 2300 København S, eller som scannet version til vpinvestor@vp.dk.

Dagsorden med fuldstændige forslag samt årsrapport mv.
Følgende oplysninger er fra den 2. maj 2017 tilgængelige for aktionærerne på selskabets hjemmeside www.speas.dk: Indkaldelsen med dagsordenen, de fuldstændige forslag, det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, årsrapporten 2016/17 samt fuldmagts- og brevstemmeblanketten, der skal anvendes ved afgivelse af fuldmagt eller skriftlige stemmer.

Spørgsmål fra aktionærer
Frem til dagen for generalforsamlingen kan aktionærerne ved skriftlig henvendelse til selskabet stille spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenterne til brug for generalforsamlingen.

Med venlig hilsen
Scandinavian Private Equity A/S

Bestyrelsen

Indkaldelse med dagsorden